Flextrafik nyhedsbrev

Uge 6 - 2019

Lyt til din telefonsvarer
Det sker, at vi ikke får fat i dig. For eksempel i forbindelse med en aflysning, hvor vi ofte vil indtale en besked på din telefonsvarer. Check derfor gerne din telefonsvarer, inden du ringer op, da det kan være, vi har lagt en besked til dig.

Pause på AUH Nørrebrogade
Vi har fået meldinger om, der ofte holder flere biler ved indgang 10, som holder pause. Da indgang 10 er en af de indgange, der stadig bruges ofte, vil det være fornuftigt at køre til en af de andre indgange, som ikke benyttes så meget. Det hjælper både dine kolleger og de liggende transporter, som skal frem.

Benyttelse af ledsagerkort på Flexbus
Til orientering kan vi oplyse, at Flexbus kunder kan benytte Ledsagerkort, udstedt af Danske Handicaporganisationers Brugerservice.

Flexbus kunder, der er i besiddelse af Ledsagerkortet, kan rejse til børnetakst. Ligeledes kan én medrejsende køre til børnetakst med Flexbus. Du kan derfor opleve, at voksne kører til børnetakst. Er du i tvivl, kan du altid kontakte Midttrafiks Vognmandslinje.

Kontrol af stamkort/billede på Flexbus
Når du kører Flexbus ture/Flex-Ung, skal du huske at kontrollere stamkortnr. på kortet, og sammenholde det med stamkortnr., angivet på køreordren. Er der fejl - eller er du i tvivl, så ring til driftscentret. Dette er for at sikre, at kunden også er den rette kortindehaver.

Parkering på AUH Skejby Sygehus
Vi er fortsat i dialog med AUH Skejby, og der er tiltag i gang, som skal flytte nogle af kørslerne - fra primært indgang C og J, så det kan give bedre adgangsforhold for alle. Vi har bl.a. også bedt om, at der patruljeres oftere af parkeringsselskabet, Apcoa, så der sker oftere udskiftning på p-pladserne. Det har resulteret i en henvendelse fra Apcoa, som fortæller, at biler, der kører for Flextrafik, ikke altid lever op til retningslinjerne.

Du skal derfor huske at parkere, hvor der er tilladelse. Er det ikke muligt at parkere ved indgangen, så ring ind og aftal med driftscentret, at du søger til en anden indgang - eller bruger en anden p-plads. Men husk altid at melde det ind, så der kan tages højde for det i planlægningen.

Udbudsstart 1. marts 2019
Nu nærmer vi os hastigt det nye udbud, og vi glæder os til at byde nye leverandører og chauffører velkommen. I forbindelse med det nye udbud vil der også blive udbudt kurser, så hold skarpt øje med nyhedsbrevet.

Når noget nyt starter op, er det enden for noget andet. Vi må derfor også sige farvel til nogle af de ”gamle” leverandører og chauffører.

Til dem, som ikke forsætter, vil vi gerne sig tak for godt samarbejde i kontraktperioden.

Telefonstatistik januar
Besvarede opkald på Midttrafiks vognmandslinje: 9281

Gennemsnitlig ventetid: 35 sekunder

Andel af besvarede kald indenfor 60 sekunder: 85,4 %

Flextrafik har det mål, at 70 % af alle kald besvares inden for 1 minut.