Ja tak til betalingskort
Siden 5. november 2018 har brugere af Midttrafiks handicapkørsel kunne betale med betalingskort ved onlinebestilling. ”Mit liv er blevet lettere”, fortæller en bruger. Vognmænd er også begejstrede.
Det er slut med den evige jagt efter kontanter, hvis man er bruger af Midttrafiks handicapkørsel og bestiller sin tur online. Nu er det muligt at tilmelde sit betalingskort en gang for alle, når man er oprettet eller opretter sig til online- eller appbestilling. Så skal turen bare bestilles og betalingen trækkes på kundens konto 5-7 dage efter udført kørsel.
En mere tidsvarende betalingsform har været efterspurgt i flere år af kunder, pårørende, kommuner og organisationer. Og løsningen har da også været længe undervejs, da udvikling og implementering har taget 4 år. Derfor er Midttrafik glade for, at de nu kan tilbyde online kunder et alternativ til kontant betaling.
Kunder og vognmænd har også modtaget den nye løsning med begejstring.
”Betaling med kort betyder færre penge i bilerne. Det gør det både mere sikkert og meget lettere at være chauffør”, siger Allan Mørup, formand for Danske Busvognmænd og ejer af Mørups Turistfart aps. Han understreger dog, at det skal fremgå tydeligt, at kunden har betalt, så chaufføren ikke skal diskutere betaling med kunden.
Midttrafik har talt med en bruger, der ønsker at være anonym. Han bor ikke i byen, og har tidligere skulle bede andre om at hæve kontanter til ham. Nu kører han på betalingskort og han er glad. ”Mit liv er blevet lettere”, siger han og tilføjer: ”men det var nu også på tide”.
Handicapkunder har samme muligheder som Flexturkunder, når de bestiller og betaler for en kørsel.
Kørslerne kan bestilles online eller via Flextrafiks bestillingsapp. Betaling foregår via tilmeldt betalingskort.
Kunderne kan også bestille kørslerne telefonisk alle ugens dage fra kl. 7.00 – 20.00. Bestiller kunden sin kørsel telefonisk, skal betaling ske kontant ved indstigning i vogn med lige penge.