Rejsegaranti udvidet til 75 km
Letbanekunder, der rejser mellem Grenaa og Aarhus, kan nu få kompensation for udgifter til fx taxakørsel for hele strækningen i tilfælde af akutte driftsforstyrrelser på Letbanen. Midttrafiks bestyrelse har besluttet at udvide dækningen fra 50 km til 75 km for at imødekomme kundernes behov. Især letbanestrækningen Grenaa-Aarhus er ramt af vejrmæssige udfordringer, der medfører forsinkelser og aflysninger.
Midttrafiks rejsegaranti dækker kundernes udgifter til taxa eller egen kørsel i tilfælde af, at Midttrafiks busser, Letbanen eller Midtjyske Jernbaner er skyld i, at kunden kommer mere end 20 minutter for sent til sit bestemmelsessted.
Rejsegarantien var tidligere begrænset til 50 km og skulle som udgangspunkt sikre, at kunderne kunne tage en taxa til nærmeste trafikknudepunkt og rejse videre derfra. Begrænsningen på 50 km skulle samtidig forhindre dyre kunderejser på tværs af regionen i taxaer på strækninger, hvor der var gode alternative muligheder med andre bus- eller togforbindelser.
Alternativerne er dog få for Grenaa-kunderne. De tidligere højfrekvente busforbindelser mod Aarhus er blevet erstattet af Letbanen. Erstatningsbusserne kan først være fremme efter en time. Afstanden med taxa er 75 km. Samtidig er Grenaa-Aarhus den strækning, der er mest udfordret af Letbanens vejrmæssige problemer. Oftest i morgentimerne, hvor kunderne skal på arbejde eller til uddannelse.
Rejsegarantiens begrænsning på 50 km har derfor betydet, at kunderne ikke har fået fuld dækning, medmindre de er kørt flere sammen i en taxa. I forbindelse med samkørsel har hver kunde 50 km til rådighed og kan på den måde splitte regningen mellem sig.
Med en udvidet dækning til 75 km ønsker Midttrafiks bestyrelse at hjælpe de kunder, der kommer i klemme, når der er driftsforstyrrelser på Letbanen.