Knap til bedre køreplaner

En ny funktion på midttrafik.dk giver Midttrafik mulighed for at inddrage kunderne tidligere i køreplanprocessen. Kunderne kan sende deres kommentarer direkte under hver køreplan.

På midttrafik.dk kan kunderne under hver køreplan finde knappen ”Kommentér køreplan”. Funktionen er ny og gør det muligt for Midttrafik at inddrage kunderne tidligt i køreplanprocessen. Kundernes konkrete ønsker og behov danner grundlag for køreplanlægningen. Jo flere input kunderne sender, jo bedre kan Midttrafik vurdere og prioritere ændringer, så de gavner flest mulige kunder.

Midttrafik vurderer alle kundekommentarer i forhold til den kommende planlægning af nye køreplaner. Kunderne får ikke svar på deres henvendelse. Kan Midttrafik imødekomme et kundeønske, vil det fremgå af høringskøreplanerne på midttrafik.dk i januar.