Aarhus: Særlige trafikforhold før og efter semi-finale

Når festglade fodboldfans indtager gaderne på onsdag, hvor Danmark spiller semi-finale mod England, dribler busserne uden om midtbyen for at undgå trængsel og store forsinkelser. Busserne bliver omlagt fra kl. 18.00 og resten af aftenen.

Du kan finde mere information om din rute under trafikinfo og se køretider på Rejseplanen. Ændringerne vil ikke fremgå af skiltene på stoppestederne.

Midttrafik har besluttet at omlægge busserne i samråd med Aarhus Kommune.

Rejsegarantien gælder ikke på de ruter, der bliver omlagt.

Pas på Letbanen
Letbanen kører efter normal køreplan onsdag aften, men med skærpet udkig og nedsatte hastigheder i områder, hvor der er fodbold arrangementer.

Aarhus Letbane opfordrer til, at man IKKE krydser Letbanens spor på steder, hvor dette ikke er tilladt. Krydsning af sporet må kun ske steder, som er anlagt til det. Det vil sige veje, overgange, fodgængerovergange og lignende.